Få her Frank Wenzels egen version af, hvad der fik ham til at bo i træerne i Grib Skov, fra han var 11 år. Det er historien om Ørnereservatets tilblivelse og om en livslang indsats for rovfuglenes ve og vel – på det praktiske såvel som på det kunstneriske plan.
Som så mange andre drenge var Frank Wenzel lige fra barnsben fascineret af alt fra kryb og slanger til sangfugle, som han lå på maven i timevis for at studere. Men der er ikke mange drenge på 11 år, der har bygget reder i trætoppene og overnattet her i skovens dyb helt alene – og slet ikke for at studere rovfugle: »Jeg var meget tiltrukket af den helt anden verden, jeg oplevede, når jeg sad i mit skjul, fjernt fra menneskers færden«, fortæller han: »At se solen stå op og naturen vågne fra trætoppen. – Jeg kunne virkelig unde andre mennesker den helt særlige oplevelse af skønhed og harmoni, sådan en stund er fyldt med«.
De sjældne rovfugle blev hurtigt til mere end en naturoplevelse: Frank begyndte at registrere deres arter og færden. Han fotograferede dem med sit lille bakelitkamera til 16 kroner og fastholdt på denne måde motiver, der aldrig var set før: »Det er umuligt!«, erklærede fotohandlerne, når de så drengens knivskarpe optagelser af blandt musvågen på en bøgegren: »Men det var aldrig teknikken, der fascinerede mig«, fortæller Frank Wenzel: »At jeg blev professionel fotograf handlede udelukkende om min mulighed for at færdes i naturen. Jeg opfatter mig i høj grad som kunstner«.
Og talentet var ubetvivleligt. Frank tog i en alder af bare 14 år så mange og så smukke fotos af rovfuglene, at de blev til en bog, som drengen både skrev og illustrerede. Den udkom på Gyldendals forlag og blev brugt i undervisningen på landets skoler. – Og startskuddet for den store medieinteresse for Drengen fra Skoven lød.
Men inden da var der desuden et andet af den unge Franks initiativer, der skulle blive bestemmende for hans fremtid: Som 14-årig tog han sin cykel og kørte til Jægerspris, hvor han opsøgte den legendariske rovfugleforsker skovridder Holstein. Det blev begyndelsen på et udbytterigt bekendtskab: “Holstein var måske lidt duperet over sådan en 14-årig knøs, der turde stille sig an – men der var ingen tvivl om, at mine registreringer af rovfuglene også var lige hans kop the«, fortæller Frank Wenzel, der med inspiration i samtalerne med den anerkendte videnskabsmand begyndte at systematisere sine optegnelser over rovfuglene i Grib Skov.
Han skabte på dette grundlag den første samlede registrering af rovfugle i en større del af Danmark – en bedrift, som end ikke Holstein havde udført. Det var noget, der gav goodwill i vide kredse. Og den efterhånden berømte unge mand fik plads som fotografelev på Danmarks største avis Berlingske Tidende i en alder af blot 16 år.
Frank Wenzel skilte sig på alle måder ud: “Andres indtryk af mig var, at jeg var sådan et lidt forhutlet skovmenneske, som altid kom ind på redaktionen direkte fra skoven. Jeg havde altid grannåle i håret og blev opfattet som meget speciel – måske havde nogle endda lidt ondt af mig«, smiler Frank Wenzel: »Men det gav samtidig en voldsom interesse for at bringe omtale af mig i avisen. Der var ligefrem to-tre journalister og fotografer i Berlingske Huset, som slogedes om at have eneret på mig«. For den unge Frank var uddannelsen hos Berlingske dog mest af alt en kærkommen anledning til at kunne praktisere sin altoverskyggende interesse for rovfuglene, selvom uddannelsen også bragte spændende professionelle opgaver som Hans Hedtofts begravelse og offentliggørelsen af atomkraftværket på Risø med sig.
Allerede inden Frank Wenzel havde afsluttet sin uddannelse som fotograf, var han anerkendt for sine enestående naturoptagelser i både ind- og udland. Hans fotografi er blev publiceret i internationale tidsskrifter, han havde udgivet en bog, adskillige artikler og blev betragtet som en ekspert indenfor ornitologi.
I en alder af 19 år stod han i den mest privilegerede situation, en nyuddannet fotograf kunne ønske sig:Han havde fået tilbudt hele to drømmestillinger. Den ene som cheffotograf for Zoologisk Museum.
Den anden var en illustrationsopgave af usædvanligt omfang for Munksgaards Forlag; Frank Wenzel skulle fotografere Nordens Fugle i Farver – en opgave, som gav ham fast arbejde og mulighed for at rejse rundt i hele Europa for at fotografere fugle i tre år.
Frank Wenzel var ikke i tvivl om, hvilket job han skulle vælge: »Jeg var selv en fri fugl, og den store opgave med at opsøge og fotografere alle Nordens fugle var en selvstændig opgave af rang«, siger han – der kastede sig over udfordringen, hvis omfang aldrig rystede den 19-årige Frank Wenzel.
Verden lå åben for den unge mand: »Ja, tingene faldt nemt og let i hak for mig. Mange havde slidt og slæbt i 10 år for at opnå de ting, jeg havde og de tilbud, jeg fi k. Jeg kom nærmest glidende ind fra højre og fi k det hele, kunne det godt se ud til«, erkender Frank Wenzel også i dag: »Så det var nok derfor, jeg har mål for en del misundelse og brødnid – problematikker, som har fulgt mig også senere.
Jeg stak åbenbart næsen for meget frem! Så selvom jeg fik en flot start på karrieren, var det bestemt medvirkende til, at jeg senere også bevægede mig væk fra det miljø«.
Berlingske Aftenavis 19. februar 1958: “En illustrationsopgave af usædvanligt omfang er blevet overdragetfuglefotografen Frank Wenzel, der trods sine kun 19 aar allerede er internationalt kendt”.
Næste trin på karrierestigen blev derfor Naturfilm. Frank Wenzel lavede i løbet af få år blandt andet 20 oplysnings- og undervisningsfi lm for Statens Filmcentral, og en af dem; »Gøgen«, vandt førsteprisen ved filmfestivalen i Venedig. »Det med filmene fi k den konsekvens, at jeg også kom meget i TV«, mindes Frank Wenzel: »Jeg fik fanpost fra masser af piger, overbroderet med røde hjerter – og fra potentielle svigerfædre«, smiler han. Men livets alvor havde for længst indfundet sig hos Frank Wenzel, der havde truffet Irene og fået familieforøgelse i mellemtiden. »Ja, der skulle faste indtægter til.
Der skulle laves film, artikler, sælges billeder – det var spændende, men også hårde år«, siger Frank Wenzel, som dog allerede fra en tidlig alder havde lært sig at stå alene og tage ansvaret for sig selv. Han kom til Danmark som krigsbarn efter Anden Verdenskrig og voksede op på børnehjem og hos plejefamilie – uden bemidlede forældre i ryggen. Men så i 1963 krydsede en falkoner Frank Wenzels vej: “Jeg havde haft min lille familie med på Ibiza, til en fotooptagelse af Eleonora-falken. På vej hjem mødte jeg den sydtyske falkoner Hans Brehm.
Han og hans falkonerkunst greb mig fantastisk meget. Og så var han i det hele taget det hjerteligste menneske. – Min gravide kone, vores lille søn på 1 år og jeg fi k med stor selvfølgelighed tilbudt hans soveværelse, husker jeg. På dette tidspunkt havde jeg intet fagligt kendskab til falkoneri. Det var en kunst, som ikke havde været udøvet i Danmark i 200 år. Med mødet med Hans Brehm blev jeg solgt. Det blev en helt ny dimension i min naturinteresse.
Jeg indså pludselig, at i stedet for at være ensidig biologisk og ornitologisk iagttager af naturen,kunne jeg blive deltager i naturen! Den ældgamle falkonerkunst; den utrolige kontakt og samarbejdet mellemmenneske og dyr var en åbenbaring. Jeg blev bidt af den kulturelle og menneskelige dimension«, siger FrankWenzel med en varme i stemmen, som gør det klart, at mødet med falkonerkunsten var et lykketræf, der stadig gør ham ydmyg. Der var ingen tvivl i Frank Wenzels sind: Han fremtid var bestemt – han ville værefalkoner: »Til syvende og sidst lagde dette skæbnetræf også grundstenen til Ørnereservatet. Jeg havde på det tidspunkt to slagfalke fra Jugoslavien til observation på den akademiske måde, skænket af professor Martoditz fra Naturhistorisk Museum i Novisat.
Men nu vidste jeg, hvad jeg skulle gøre – jeg skulle træne dem! Dét, at samarbejde med et frit dyr, fascinerede mig! Men der var jo også nogle helt nye perspektiver, der åbnede sig – også i fotograferingsøjemed. For uanset, hvor godt man gemmer sig, så vil en vild fugl altid være klar over, at der er et menneske til stede og optræde derefter. Et trænet øje – en konservator f.eks. – vil kunne se det på billedet.
Men en trænet fugl, der accepterer mennesker, vil være afslappet og dermed skabe helt anderledes billeder«. Interessen for falkoneri var i sig selv kontroversiel. Men dét, at det blev Frank Wenzel, der genindførte den gamle kunstart i Danmark og som den første praktiserede træningen af rovfugle, gjorde også sit til, at der rejste sig kritiske røster: »For den største dels vedkommende bundede kritikken jo i uvidenhed. Der havde ikke været praktiseret falkoneri i Danmark i to århundreder, så ingen anede noget som helst om traditionen og kulturen bag den. Og det er jo svært at stille noget op imod.
Men det blev derfor også hurtigt klart for mig, at jeg måtte praktisere åbenhed og god kommunikation – simpelthen udbrede kendskabet til den fantastiske tradition. Det blev en mission for mig og min familie. Og det førte i sidste ende til, at vi valgte at sælge gården i Nordsjælland. Med denne fortjeneste kunne vi købe en gård i Nordjylland og have råd til at hellige os adfærdsstudierne og oplysningsvirksomheden.
– Resten er historien om Ørnereservatet «, smiler Frank Wenzel, der her, mange år efter, stadig gribes af den særlige kontakt, der kan opstå til disse dyr, der fl yver i 1000 meters højde: »Jeg får indblik i et højere væsen. I Jordens frieste dyr. Det mest nærliggende at sammenligne det med, er kontakten til hesten. Hvis du ikke træner og plejer en hest og en rovfugl, vil de blive vilde igen. Derfor har falkoneri og heste også altid hørt sammen. Men en hest vil altid have en indhegning…
Af Karin Sørensen